NCC Industry er en væsentlig del af den nordiske koncern NCC og arbejder med hele værdikæden fra udvinding af råstoffer til asfaltbelægning. NCC Industry er opdelt i tre forretningsområder: Råstoffer, Asfalt og Hercules (funderingsaktiviteten). I Råstoffer, Danmark arbejder ca. 200 engagerede medarbejdere på at videreudvikle områdets position på det danske marked med fokus på vækst både økonomisk og miljømæssigt. Til at understøtte den udvikling er der som en del af den nordiske indkøbsorganisation behov for en indkøbsansvarlig for det danske marked.


Indkøbspartner i råstoffer

Indkøbsansvarlig i Danmark - Nordisk koncern



Selvstændigt ansvar for indkøbsprocesser og -aftaler

I denne nyoprettede stilling får du en rolle som indkøbspartner i Råstoffer. Du bliver eneste medarbejder i indkøb på forretningsområdet i Danmark. Derfor kommer du til at være ansvarlig for hele indkøbsområdet, der foregår både inden for rammerne af koncernaftaler og direkte med lokale leverandører. Konkrete eksempler på indkøbsområder er: transport, standard- og specialfremstillede maskiner og udstyr, underleverandørarbejde og en bred vifte af forbrugsmaterialer.  

Du kan se frem til en selvstændig hverdag, hvor du strukturerer og driver egne opgaver. Du får et bredt samarbejde i hele organisationen bl.a. med områdechefer, driftsledere og indkøbere i andre koncernenheder. Dine hovedopgaver er, at:

  • Deltage aktivt i lokale indkøb og supportere dine kollegaer i alle indkøbets faser
  • Gennemføre forhandlinger og indgåelse af indkøbsaftaler på større projektinvesteringer
  • Søge efter og evaluere nye potentielle leverandører
  • Opbygge, optimere og implementere indkøbsaftaler og -processer  
Derudover har du ansvaret for Råstoffers del i koncernaftalerne, hvor du er bindeled til såvel koncernen som leverandøren. Samtidig er du en aktiv part i tværgående indkøbsmæssige udviklingsprojekter i koncernen, hvor du bidrager med dine erfaringsmæssige input.

Du får reference til indkøbschefen i Stockholm og bliver en del af det nordiske indkøbsteam på ’Råstoffer’, som dækker Danmark, Norge, Sverige og Finland. Dine kollegaer i Danmark er placeret på forskellige adresser, hvorfor du også vil bevæge dig rundt på andre lokationer, når det giver mening for opgaveløsningen. Dertil kan du se frem til ca. 10 årlige rejsedage i Norden.

Ambitiøs indkøbspartner med gode samarbejdsevner

Du har minimum 3 års relevant indkøbserfaring, hvor du f.eks. har været indkøbschef i en mindre virksomhed eller indkøbsansvarlig for eget indkøbsområde i en større organisation. Du har samtidig bidraget til at forbedre/strukturere samt implementere interne indkøbsprocesser. Du er forhandlingsvant og har formentligt indkøbserfaring af maskiner og udstyr eller lignende - optimalt fra bygge- og anlægsbranchen eller fra en industrivirksomhed. Du har måske allerede erfaring med at arbejde i en større international koncern, eller du ser det som dit næste naturlige karriereskridt.
 
Da du får mange kontakter, må du være åben og ligefrem med en god evne til at begå dig på både ”de bonede gulve” og i ”grusgraven”. Din opgavetilgang er analytisk, faktuel og du arbejder struktureret med et godt energiniveau. Du er ambitiøs og udviklingsorienteret - både på egne og på indkøbsfunktionens vegne. Derudover motiveres du af at finde bedre løsninger, implementere disse i tæt samarbejde med dine kollegaer og derigennem skabe resultater.  

Du har solid erfaring i Excel og behersker engelsk i skrift og tale. Derudover er du mobil og fleksibel i forhold til at tage rundt i Danmark. 

Selvstændigt ansvarsområde i professionelt set-up med dygtige kollegaer

Du bliver en del af et dygtigt indkøbsteam, hvor du selvstændigt har indkøbsansvar for eget forretningsområde i Danmark. Hertil kommer en ambitiøs koncern med fagligt stærke kollegaer, som du kan drage stor nytte af i dit samararbejde med dem. Med et professionelt set-up fra koncernen får du i høj grad mulighed for selv at forme din hverdag og dine indkøbsopgaver. I takt med din indsigt og erfaring sætter du din faglighed i spil i større nordiske indkøbsprojekter. Der bliver rig mulighed for at bidrage med idéer og input til, hvordan forretningsområdet løbende skal videreudvikle og forbedre indkøb i det nordiske samarbejde.

Din arbejdsplads bliver på NCC´s kontor i Kolding.

Kontakt Lene Mølholm hos PeopleLink på +45 4236 3975 eller Indkøbschef Hossein Kabiri på +46 1324 6446 for yderligere oplysninger. Alternativt kan du læse mere på www.ncc.dk Send os din ansøgning og dit CV via ’Søg Stillingen’. Samtaler afholdes løbende.



Geografi: Trekantsområdet
Ansøgningsfrist: Snarest muligt



Vil du vide mere?

Lene Mølholm
Kontakt Lene Mølholm
Mobil: +45 42 36 39 75
E-mail: lhm@peoplelink.dk